Pusleskab.

Hvis du står og skal indrette pusleskab vil dette blogindlæg være interessant. Hvis ikke, så er det nok ikke så skide (!) spændende.

Alt er ved hånden.
Vi har overtaget vores pusleskab fra min søster, som har brugt det til sine/deres to mindste børn. Før da er det købt brugt.
Jeg tror det skab er umuligt at slide op !


Jeg har pyntet fronten med cirkler klippet ud af klæbende hyldepapir/tapet/hvad-det-nu-er, og har syet nyt betræk til puden af et stykke voksdug. Hylderne bliver brugt til det tøj der pt er i brugt af Edith´s. Større størrelser bliver fundet frem efterhånden som hun vokser ind i det.


Måske nogen der læser med selv skal i gang med at indrette pusleplads - i så fald er min anbefaling givet videre om at anskaffe sig et pusleskab frem for et stort møbel der fylder på gulvet.

Fredags fint.

På sådan en fredag hvor trætheden var så overvældende efter 2½ times vandring på stuegulvet i nat med en pænt utilfreds Edith i favnen, på sådan en fradags dag skulle der gøres noget aktivt for at komme gennem dagen.
Så det gjorde jeg. I stedet for at plante min røv i sofaen og se hele sæson 9 af Greys anatomi, så gjorde jeg noget.

Og så blev fredagen så fin så fin så fin.

Er det så blevet såen morblåg hvar ?

Måske.
Jo. Tjaaa... Vel jo, det er det vel på mange måder for tiden. Det er jo her jeg ér lige nu. I morland.
Men det var jeg jo også før, jeg har jo været nogens mor i åresvis. Det er ikke nogen ny rolle. Jeg er fuldstændig inde i karakteren, véd præcis hvordan jeg er som mor. Nu er jeg bare mor til to, i stedet for til én.

Det burde være det samme. Det er det slet ikke. Overhovedet ikke.

Det er bare anderledes nu. Andre tanker, andre oplevelser, andre følelser. Det er SÅ meget mere roligt og trygt. Jeg er helt utrolig godt tilpas i det hér barselsshow. Og mig der ikke engang kan lide baber, de er jo såååååå kedelige. Og ja, gu er de det, bare ikke min. HUN er fandme nuttet. Og sjov. Og på ingen måder kedelig. Ligesom hende den store. HUN er altså også noget helt helt særligt. Jeg kender ingen andre 8 årige der er præcis som hende. Så meget storesøster, og stadig selvfølgelig min lille pige der har brug for at være min lille pige. Så det ér hun også.
Igår sad vi på verandatrappen mens hende lillesøsteren sov i barnevognen. Vi havde lige nogle ting vi skulle have snakket om. Både noget præteen der liiige skulle præciseres, nogle grænser der skulle tegnes op (igen) og nogle skolesnak omkring en fusionering og klassedannelse og en million sommerfugle i maven pga det. Det endte fint, hun er kommet i den klasse vi har håbet på, og både hun og vi voksne er glade og meget meget MEGET lettede.

Det er så moragtigt, og meget kvindeligt. De ting vi snakker om, debatterer, gør. Jeg er helt utrolig tilpas lige hér hvor jeg er lige nu. I min barselsboble. I min lille bitte verden af baby, stor pige, mødregruppe, kaffeaftaler (har lige haft én med et nyt menneske. Det var altså ret fantastisk at møde dig endelig Mie), trilleture, og sommerudsalg. Mange dage glemmer jeg at der er en kæmpestor verden lige udenfor min boble. En verden af travlhed, krav, larm, arbejdspres, sure konsulenter, dyttende busser, køkørsel, alt for mange timer væk hjemmefra. Når jeg kommer i tanker om det, som forleden hvor jeg havde drømt om natten om mit arbejde, om at  jeg var tilbage efter meget kort barsel, så fik jeg helt ondt i maven.

Så jeg bliver herinde, i min barselsboble, i meget lang tid endnu. Og det afspejler min blog også helt naturligt. Jeg ved der måske ryger nogle læsere i svinget her, så er det sådan. Der er meget mere af mig, selvom det bliver i et andet tempo. I hvert fald lige nu.

(billedet er 1½ år gammelt, fra en tyrolerfest på kontoret. Det var.... en temmelig animeret fest. Hende er jeg også, et eller andet sted)

Sparkle sparkle glitre glimte - diamanter !

Jeg har helt klart noget med diamanter for tiden. I en meget lang periode har det ellers været stjerner jeg har sværget til, specielt i ørerne. Men nu har de altså fået skarp konkurrence af diamanter.

 Først købte jeg nogle store sorte i cernit fra 'Ohh Deer'. Jeg har ikke lige noget billede, men de er pæne ! Og generelt er ALT i den butik jo pænt.
Så faldt jeg over en t-shirt fuld af diamanter på et udsalgsstativ ved H&M, og følte mig pludselig fyrsteligt rig. Og så var jeg så svineheldig at vinde et par trædiamant ørestikkere inde ved HENDE HER , som udover at have fået lov til at udlodde tre par øreringe, også selv sælger lækre homemade i eget mærke, 'Sol & Solejma' - ser HER
Ørestikkerne er i øvrigt lavet af en Kristine, der blandt andet sælger ud af sine sager HER
Ajmen, jeg føler mig så fin i ørerne !


Bum. Et indlæg fuld af linklove ! Bare fordi jeg havde lyst at dele min begejstring, er det ikke rart ?!
Jeg har selv fra tid til anden sponsorerede indlæg, men jeg er altid meget tydelig på at fortælle når noget er sponset - det må bare ikke ende med at der ikke kan være spontan hyldest til det man nu lige falder over.

Naaaajjjj

Blev der sagt ! Nå.
Så er vi der igen. Jeg troede faktisk jeg havde fået det pillet ud af hende.
Der efter først påskeferie, lockoutpasning ved bedsteforældre, ankomst af lillesøster, og diverse barselsgæster. Alt sammen en maaaaaajet lang periode med seriøst alt for mange usunde sager som slik og kage og franskbrød og og og.
Efter alt det, troede jeg inde i min egen lille naive ammehjerne at jeg efterfølgende fik pillet plageriet ud af hende. Fordi pigen faktisk er ganske fornuftig, og er til at føre en fornuftig samtale med. Så hun kunne godt forstå, at slik, kage, og andre usunde sager bare ikke er super smart udenfor om fredgen til disney sjov. Og det er ingen nyhed for hende. Vi har tidligere haft perioder med for meget usundt, og af et godt hjerte hader jeg det !
Sukker avler trang til mere sukker, det er velkendt logik for os alle. Mit job som hendes mor er at begrænse det. Men når der har været sådan en periode som ovennævnte, så er det edderrøvme svært at pille det ud af hende igen.

Som sagt, jeg troede jeg havde pillet det af hende. Men så kom varmen, og jeg købte ispinde til fryseren (dumme mig åbenbart). Det startede åbenbart en lavine af en glidebane for så begyndte de KONSTANTE plagerier om at få is. Også om morgenen kl 05:30 !!! Så er der plagerier om kiks, om mûslibarer, om syltetøjsmadder, om penge så man lige kan smutte i kiosken med en veninde (!!) Og til sidst, for nogle dage siden, så blev moderen her fuldstændig vanvittig.

Mit barn plejer faktisk ikke at plage. Hun plejer ikke at være sukkerjunkie. Men jeg kan se og ikke mindst høre det har taget overhånd.
Så jeg har købt en bog om levevis og kostvaner der er handler om at skære væk og ned på kulhydraterne. Som forklarer på et sprog og med en logik jeg er helt vild med, hvad det er der sker med vores krop, vores humør, og vores energi når vi får for mange af de lette kulhydrater. Jeg er VILD med bogen, og jeg er forelsket i alle de mange opskrifter, tips & tricks, og den totale mangel på løftede pegefingre, men der imod al den understøttende info fra læger og diverse forskning der henvises til. Og så er jeg meget begejstret for at opdage at jeg endelig efter en ungdom og voksendom i fedtforskrækkelsens land, endelig kan spise min brie med god samvittighed.

Det er ganske pudsigt, for nu har jeg harcelleret over palæo hashtagget på instagram, fordi det blev for meget, for ensidigt, og for meget en mad-religion. Alt der er overdrevet i dén grad som jeg synes at have oplevet det dér, får alt til at stritte i mig og giver mig trang til at opføre mig som en modsat treårig der sætter sig ned i ren protest og spiser sukkermadder. Problem solved - jeg stoppede med at følge pågældende instagrammere.
Men som med mode, er jeg altid én af de sidste der opdager trenden eller får øjnene op. Jeg skal ligesom lige observere på afstand først, og tænke om det virkelig kan være sandt at neon igen er mode, (jeg var jo én af dem der syede neonpink og neongrønne shorts i håndarbejde i skolen tilbage i 80erne. Og de var ikke kønne, og jeg havde meget svært ved at tro at dét igen ville blive moderne med de farver) og sådan også med det her med mad. Det er IKKE  palæo, det er LCHF, og det virker sgu ikke dumt i det hele taget. Der er i forvejen ofte meget lidt kulhydrat på bordet ved aftensmaden, så det er ikke der jeg ser den største udfordring. Dog er det eminemt godt med mere inspiration. Ja tak til de opskrifter. Det er mere sådan all round jeg har været usikker, og hvor jeg skulle have et puf. Manden-med-de-gode-arme er med mig på idéen, det var mere at få den solgt til den lille sukkerjunkie. Men efter at have serveret omelet med et sjat fløde i, og stegt med peberfrugt, tomater og pølse til morgenmad til en meget begejstret Andrea, og efter den ultmative test nemlig pizzaen med blomkålsbund som bare blev spist uden et eneste brok - så er det vist i boks. Vi prøver at skære gevaldigt ned på kulhydraterne og op på fedtet. Grøntsagerne skal vi nok få i Andrea også. Hun kan godt lide dem, og mange af dem. Hun kan godtnok ikke lide blomkål, men hun ved heller ikke det var det pizzabunden var lavet af....
Vi fortæller hende det selvfølgelig. Engang altså.

Plageriet - det tror jeg på forsvinder igen, når blodsukkeret stabiliseres og hverdagen igen er på skinner. Der bliver ingen fanatisme med LCHF her, men det var en kæmpe øjenåbner at læse bogen.
Med andre ord... hvis der er nogen der har en gammel stråhat skal jeg nok æde den, bare jeg må få smør på !

Ps: der er endnu mere inspiratiion på Jane´s blog. Den er bestemt et besøg værd.

#minepiger

Hvis nu min blog var min instagramkonto, havde jeg postet et af de her billeder og hashtagget det #minepiger.
Så ville jeg med garanti have fået en masse 'likes' og nogle søde kommentarer sikkert også. Jeg ville være blevet rigtig glad for begge dele, og så ville den ligesom have ligget der i min bunke af instagrambilleder. Som endnu et af ungerne og mig i la-la-land.
Men nu har jeg postet billederne her, og det her er min blog, og de her billeder tog jeg i eftermiddags med mit rigtige kamera, og ikke med mobilen som desværre er den der bliver brugt 98% af tiden til at tage billeder med. For jeg ville gerne mere med billederne. Knytte ordene til dem, som jeg kan her på min blog, og ikke på instagram. Og også fordi jeg ville se billederne rigtigt, i et ordentligt format og ikke i det grynede mobilformat. Men på min skærm. Uden filtre. Uden redigering. Men lige præcis sådan som det var, der i eftermiddags. Hvor mine piger hang i sofaen. Den ene så disneychannel, og den anden sov trygt og godt. Manden-med-de-gode-arme var i gang med grillen på terrassen, og jeg havde gemt mig i køkkenet under påskud af noget med noget salat. Påskud, fordi jeg stod og snigkiggede ind i stuen på de der to fantastiske piger jeg har skabt. Som sad der. Den ene så stor og ansvarsfuld, omsorgsfuld, tænksom og kærlig. Og den anden så lille og tryg og... nuttet ja. Storesøster og lillesøster. Mine piger. Vores piger.
Vi er to om dem. Ham med de gode arme og jeg. De er begge lige vigtige, også for ham.

Set i det helt store billede. Det der bliver malet med den overordnede brede pensel. I dét billede, er det ikke ret længe siden jeg smadrede porcelæn i frustration og afmagt, og aldrig aldrig aldrig troede jeg ville ende lige her. Men set i mit eget lille billede, er det et helt liv siden. Mindst.
Og samtidig er det som om jeg lige blinkede med øjnene og så stod jeg pludselig der. I mit køkken. Under påskud af at lave en salat mens den store lige skulle kigge efter den lille.

Kender i det der, hvor man næsten ikke kan være i sin egen krop af enten fortvivlelse, eller af ren og skær glæde og lykke ? Jeg kan næsten ikke være i mig selv af sidstnævnte.Det er jo banalt, og helt igennem fantastisk.

Wuhuuu, jeg fandt den !!!!?

Godtnok med lidt snyd.
Og akrobatiske øvelser der ville være en cirkusgymnast værdig. Bare knap så elegant altså....

Jeg er stadig en meget større udgave af mig selv end jeg var præ-graviditet, men altså.

Jeg har kjole på i dag.
Og shapewear top !

(det var noget der ligner min talje jeg fandt)